Chapter 20
Den uvidende sjæls ro
Original
众人熙熙，如享太牢，如春登台。我独泊兮其未兆，如婴儿之未孩；累累兮若无所归。
众人皆有余，而我独若遗。我愚人之心也哉！沌沌兮！
俗人昭昭，我独昏昏。俗人察察，我独闷闷。澹兮其若海，飂兮若无止。
众人皆有以，而我独顽且鄙。我独异于人，而贵食母。
Oversættelse
Hvad er forskellen på ja og nej? Hvad adskiller godt fra ondt? Det, mennesker frygter, kan man ikke undgå at frygte.
Åh, hvor vidt strækker det sig, dette uden ende!
Alle andre stråler af fryd, som ved et festmåltid, som ved forårsudspring på en udsigtsbalkon. Jeg alene er uberørt, som et spædbarn der endnu ikke græder; driftsløs, som en hjemløs.
Alle har overflod, mens jeg alene synes at mangle. Jeg er da som et tåbeligt hjerte! Forvirret og uklart!
Verdslige mennesker skinner klart, jeg alene er i mørke. Verdslige mennesker ser skarpt, jeg alene er sløret. Uroen er som havet, blæsten fejer evigt.
Alle har et formål, jeg alene er stædig og enfoldig. Jeg alene adskiller mig fra alle, idet jeg søger min moders bryst.
Dyb refleksion
Hvad handler dette kapitel om?
Laozi kontrasterer sig selv med mængden. Mens verden jager efter nydelse og anerkendelse, forbliver den sande visdoms søger uberørt som et nyfødt barn. Kapitlet udtrykker en dyb accept af at være anderledes - ikke som en byrde, men som frihed. Den vises befrielse kommer fra at opgive lærdommens bekymringer og omfavne det simple, primitive selv.
Hvad har det med mig at gøre?
Jeg føler ofte et socialt pres for at følge mængden og stræbe efter det, alle andre ønsker. Dette kapitel minder mig om, at min indre ro ikke afhænger af ydre succes eller anerkendelse. At være 'anderledes' kan være min styrke, ikke min svaghed. Jeg kan finde fred i at være tilfreds med lidt.
Hvad bør jeg gøre i dag?
I dag vil jeg vælge én ting, som alle andre måske ville stræbe efter, og lade den passere uden at gribe efter den. Jeg vil mærke roen i at slippe kontrollen og blot være til stede i nuet.
Relaterede kapitler
Min refleksion
Hvad inspirerer dette kapitel i dig? Hvordan vil du anvende det?